Johan Stochholm Poulsen

12.03.2008

Historien om en graviditet.

I august 2006 blev jeg (Johans mor) opereret for en massiv omgang muskelknuder (der var 7). Efterfølgende fik jeg at vide, at det ikke var sandsynligt, at jeg kunne blive gravid af mig selv, så det gjalt bare om at forsøge i et år for så at få hjælp til at blive gravid.

I april/maj 2007 tog Kasper (Johans far) og jeg så på rejse til USA, som I nok ved. Da vi kom hjem, begyndte vi vores forsøg, hvilket jo mest var for at give os adgang til at få hjælp senere hen.

I starten af juni 2007 var der så gevinst. Det vidste jeg bare ikke, for jeg brugte et besøg på en hel weekend hos Kaspers fætter Thomas og dennes familie; Heidi, Freja, Sarah Lisa og Morten, på at hoppe i trampolin, lige den weekend, hvor ægget skulle til at sætte sig fast. Det generede ikke Johan, der bed sig fast uanset hvad.

Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg var gravid, og derfor gik jeg fuldstændigt i panik, da jeg en mørk nat satte fingeren i stikkontakten og gav mig selv et kæmpe stød. Vrælende sad jeg på gulvet, mens Kasper forsøgte at trøste den hysteriske moder.

Så efter et par uger begyndte jeg pludseligt at bløde voldsomt, så voldsomt at jeg midt om natten blev hentet af en ambulance og kørt til fødeafdelingen. Der kunne en læge så konstatere, at selv om moderen var påvirket af situationen, så hoppede den lille fætter (Johan) lykkeligt rundt i livmoderen.

Stor til jul, og ude af stand til at forestille sig, at det kunne blive værre..!

Lettet fortsatte jeg min noget belastende graviditet. I de første 4½ måned var jeg køresyg hele tiden, og da det fortog sig lidt, fik jeg alt for lavt blodtryk, som dog snart blev afløst af sure opstød og væskeansamlinger. Der har været rigtigt mange dage, hvor jeg har svoret, at jeg kun gennemgår det ni måneders mareridt en eneste gang, og jeg er ikke helt overbevist om, at jeg nogen sinde bliver klar igen.

Det bliver en dreng.

Lige fra starten så jeg en lille dreng, når jeg tænkte på mit barn i maven. Faderen deriomod var overbevist om, at det ville blive en pige. Så sikker var han, at han nægtede at forholde sig til drengenavne. Så vi havde ca. 15 pigenavne og ingen drengenavne.

En dag blev det altså lidt for ubehageligt at tænkte på den lille dreng i maven og forstille sig ham blive kaldt Sofie, så jeg bestilte drengenavne hos faderen (der havde forkastet alle mine forslag). Der gik et døgn, før han afslørede alle alternativerne. Han havde godt nok kun et, og det var Johan. Det lød som en søn, jeg godt kunne føde, så jeg indvilgede.

Kejsersnit.

Vi valgte et kejsersnit, fordi der for mig var en 25% risiko for at ende i akut kejsersnit med en livmoder, der ikke kunne holde til veerne, og 8 uger før forventet fødsel, kendte vi Johans fødselsdag; 12. marts 2008.

12. marts 2008.

Det at skulle køre afsted for at føde et barn, er en underlig fornemmelse, og jeg var især ved at gå i panik, fordi jeg havde drukket ½ kop te et kvarter efter, at jeg burde have være gået over til fuldstændig faste. Hvis jeg havde vidst, at kejsersnittet ville blive udsat 4½ time, havde jeg nok taget det mere roligt.

Det her er så billedet af en gravid kvinde, der helt vildt gerne vil af med sin enorme mave. Det kom jeg 6 timer senere.

Vi blev vist ind på en stue, hvor der lå en mor, der var ved at komme sig over sit tredje kejsersnit, der havde resulteret i en sund og dejlig søn.

Her sidder Kasper på stuen og venter på at blive far.

Der på stuen skulle vi så have tiden til at gå, mens vi hele tiden fik at vide, at der var kommet lige et akut kejsernit mere.

4½ time efter den oprindelige tidsplan, blev jeg så kørt på operationsstuen. På det tidspunkt var Kasper helt oppe at køre, og virkede lidt som en blanding af en kænguru og jublesmølf. Nogle ville nok have syntes, at han var rigtig nuttet, men jeg må indrømme, at jeg lige der fandt min mand ufatteligt irriterende.

Så kom operationssygeplejersken, og i tågerne af den smertestillende medicin, jeg havde fået og det, at mine briller lå på stuen, var jeg ret sikker på, at hun lignede Linda Lucas (en af vores kolleger). Hun hilste på os, og spurgte Kasper, om han ikke var socialrådgiver. Hvis nu man skal fornærme folk, hvorfor så ikke, når de står for at være forældre for første gang?! Kasper svarede hånligt, at nej, det var han ikke, men de kom dog hurtigt frem til, at de vist nok kendte hinanden. Det viste sig, at hun var søster til en af vores kolleger (Linda), og det gav mig en vis tryghed, for jeg havde nået at overveje, hvor længe det ville vare, før medicinen kom ud af kroppen og folk holdt op med at ligne Linda Lucas. Ikke fordi Linda ikke er pæn. Det er hun skam, men en hel verden af Linda Lucasser. Det er lidt rigeligt.

Så blev jeg lagt op på verdens smalleste briks, lige efter at de havde lagt rygmarvsbedøvelsen. Der ligger man så med 30+ kg mere end man er vant til og med det mest dyrbare i verden i sin maven, mens man er lam fra livet og ned. Og hvad gør de så? De tilter briksen, mens en 40 kg tung sygeplejerske står og forsikrer en om, at hun ikke vil lade dig falde. Det virker bare ikke sandsynligt, men der skete ikke noget.

Min store mave og mig på tiltet briks. Billedet er taget af narkoselægen. Kasper var sat i skammekrogen.

Så kom klædet for, og Kasper kom hen ved siden af mig. Ikke længe efter fik vi at vide, at de var begyndt at skære i mig. Så gik fostervandet og ikke længe efter kom Johan. Vi fik at vide, at vi havde fået en sund dreng, mens Johan gjorde, hvad han kunne for at overdøve al samtale med sit skrig.

Sådan ser man ud, når man har fået at vide, at man har fået søn.

Bag fra forhænget kom jordemoderen med en meget fedtet baby, som jeg i hvert fald mente, måtte være for lille til at være den, der havde ligge i min enorme mave. Men det var ham.

"Johan, det er mor. Mor, det er Johan."

Herefter tog de ham med væk for at gøre ham klar, alt imens jeg stadig lå på operationsbordet og blev syet sammet. Det var her, at de skar det gamle ar væk. Hvis det gør det ved alle mine graviditeter, vil jeg efter 8 børn have navlen et underligt sted...