|
ge |
Dagbog.
Den 4. april 2007
 Der er nu mindre end en måned, til vi skal rejse, og panikken har bredt sig. Mange problemer har vi fået løst; vi har fået pas, jeg har fået visum. Vi har besluttet, hvor vi skulle hen og hvornår, og har bestilt og betalt flyveturene, og vi har bestilt hoteller. Vi har købt kufferter og fået arrangeret hundepasning... næsten. Vi har bestilt bryllupsarrangør og leis. Vi har fået inviteret folk til brylluppet, men sjovt nok havde de fleste svært ved at få fri den dag.
Nu mangler vi bare at få købt bryllupstøjet. På et tidspunkt overvejede jeg at blive gift i sarong. Som det går nu ender det nok med at blive et håndklæde. Kasper skal have et jakkesæt, og det er slet ikke sjov at købe tøj til Kasper for øjeblikket, for han vokser ud af alt, eller rettere han skrumper. Det er dyrt, sådan at blive tynd.
Der er mest tanken om at skulle i Rosengårdscentret, der skræmmer. 750.000 mennesker, der ikke laver andet end at stå i vejen og være indædt sure. Vi mangler og nakkepuder og travel-tags (sådan nogle ting, man sætter på sin kuffert med navn og adresse på). Det er jeg så gået helt i panik over. Og det viser sig, at jeg aldrig skulle have bestilt en rygsæk til Kasper, for da den ankom, viste det sig, at den vist bedre passede til mig. Kasper er nu ikke helt enig, og synes ikke at ville affinde sig med min gamle sorte skolerygsæk med i alt 3 rum. Jeg har prøvet alt. Han giver sig ikke.
Jeg glæder mig til turen, og det tror jeg også, Kasper gør. Han er bare ikke helt klar over, hvad han glæder sig til.
Lige nu er det så ved at blive påske, så lad mig ønske alle en fredfyldt og stressfri (og Rosengårdsfri) påske.
 Charlotte
04.04.2007
PIP PIP C har påsketrip
Jeg vil også prøve af og at bane mig vej til pc'eren og hjemmesiden. Det er ikke altid nemt, da en anden en lige skal blande sig og putte blomster ind over det hele... Jeg er ret stolt over vores hjemmeside og kan varmt anbefale at surfe rundt. Hvis det bliver for piget, kan man med fordel besøge mine sites... Jeg har vundet et påskeæg fra C, som ikke kunne gætte at det var hunden der havde skrevet gækkebrevet. Nu mener hun at det er hunden der har vundet et griseøre og ikke mig som har vundet et æg!
Hvilke forventninger har jeg til vores rejse? Jeg ved jo godt, at det er hjemføddingen, som skal på verdensturne! Det er et ulige par, eller hvad? Det vigtigste er stadigvæk de mennesker, jeg skal være sammen med, og nye mennesker, jeg skal møde. Selvfølgelig først og fremmest C som er den bedste ven i verden. Nu må vi så se på, hvad vi kan rode os ud i... Jeg glæder mig til den vægtløse fornemmelse, hvor jeg glemmer alt om arbejde, tv avisen, Munkebo og hverdagen. I stedet vil jeg sidde i solnedgangen med en stille rom...
Jeg har fået et nyt ben i dag. Det hastede og Charlotte var ret stresset over, at benet ikke var klar. Det er svært at komme i kontakt med Sahva lige pt., da de er ved at flytte. Da jeg endelig fik fat i Carl-Johan (CJ) fra Sahva, lød ordren "Du skal komme med det samme!" Så jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, og hastede til Odense. Tak til Olav og CJ for god karma og værkstedshumor. C mener, at benet ser perfekt ud, jeg skal nok lige have gået det til, men jeg har ligeledes en god fornemmelse for ben(et)! lad mig lige bruge lidt ord på min helt CARL JOHAN! Manden er et fænomen. Han havde rejst sig fra sygdom og havde gjort en stor indsats for at hjælpe mig. Det har han såmænd gjort i de 30 år jeg har været kunde hos Sahva. Han har været 39 år hos Sahva(!) og skal fejre at min ben er færdig med en uges rekreation på Mallorca - det skal han nyde i fulde drag! Nedenunder kan I se fotos at benet med og uden ejermand.
 
Kasper
29. april 2007
De første overskrifter:
Rejsen:
Vi hader Air France (We hate Air France)
Nu hvor vi har været hele turen til Hawaii, kan vi med sikkerhed sige, at det er sidste gang, vi rejse med Air France. Personalet var arrogante og sæderne var ufatteligt små.
Kasper bliver befalmet af franskmand
Paris-lufthavnen var på alle måder ubehagelig, men især security var grim. Åbenbart er de kunstigt bebenede mennesker de farligste, hvorefter både Kaspers protese og ben blev undersøgt og befamlet, for man kan jo ikke vide, om Kasper havde skåret det af bare for at transportere bomber ind i landet.
45 minutter i lufthavnsbus uden sæder med fransk chauffør - vi hader Air France
Først blev vi kørt til gaten, og da vi havde ventet der i et par timer, blev vi samlet op af et af de mennesker, der på uforklarlig vis er kommet i besiddelse af et kørekort. Han tog os derefter et par gange rundt om lufthaven med en hæftig fart, der ikke blev sat ned, bare fordi der var hjørner, han skulle uden om.Fik vi fortalt, at vi måtte stå op i bussen hele vejen?
12½ timer i verdens mindste flysæder - vi hader Air France
Charlottes første reaktion, da hun så de sæder, vi skulle sidde i de næste 12½ time, var at skrige "Jeg skal ikke med her! Så vigtigt er det bare ikke at komme til Hawaii. Jeg vil ud nu!!!"
Lad mig sige det på denne måde; når vi ikke har plads til vores ben, er der tale om RIGTIGT små sæder. Vi klarede det - er det bedste, man kan sige om den del af turen.
Desperat panik for at nå fly til Hawaii fra Los Angeles
LA vistesig at være en stor forhindring - som Charlotte havde frygtet. Immigrationsmyndighederne tog en evighed, og selv om vi kontaktede personalet om vores tidsproblem, mente de, at vi havde rigeligt med tid.
Charlotte og Kasper misser fly fra LAX til Hawaii
Efter en længere løbetur fandt vi den rette check ind skranke - blot for konstatere at det hele var forgæves. Den oplyste checkind tid gjaldt ikke og så måtte vi vente endnu et par timer. Vi havde på dette tidspunkt sovet ca. 6 timer ud af de sidste 48 tilsammen, så det var træls.
Vi fik sovet på vej til Honolulu, så det gik alligevel.
Selve indflyvningen havde charlotte fortalt begejstret om og det var endnu mere fantastisk i virkeligheden at se ned på lysene på Oahu.
Kasper bliver befalmet af stor sort mand i LAX
Security i LA var lidt sjovere end i Frankrig. Her bliver man så også befamlet, men når det er af en sort mand, der påstår, at han vil få fat i ens kone, mens han kniber en i bagdelen, kan man tilgive det.
Kasper genstand for særlig security kontrol
Ved den sidste gate gik det galt i igen. Kasper var blevet udtrukket til særligt check, og blev en lille smule utryg, da sikkerhedsfolkene kom vandrende med blå gummihandsker....
Charlotte får sin veninde Teresa til at køre fra Honolulu til Kailua på den anden side af øen, bare fordi "det hører sig til"
Teresa må herefter køre de besværlige danskere tilbage til Honolulu, hvorefter hun får lov til at køre hjem til sig selv kl. to
Sådan er det bare.
 
Vores første aften
Dag 1
Bortshj i Hawaii - at feste med russere
Teresa tog os med til en frokost med rusisk mad, hvor overskuddet af entreprisen gik til velgørenhed.Det var en hyggelig picnic i en baghave med en kæmpestor russisk pater, der havde fællestræk med julemanden. Derefter gik vi i biografen for at se Hot Fuzz, en ufattelig sjov (synes vi) engelsk komedie. [Tip til EMA].
Spamfestival
En festival for dåseskinke. Behøver vi sige mere?
Kasper får ny hat - Teresa og Charlotte får nye blomster
Vi mødte en stædig balonmager...
Zippys
Der skal man spise, når man er i Hawaii.
Dag 2
Morgenmad på IHOP (International House of Pancakes)- Kasper spiser 1½ portion
Vi starter morgenen med 4897 kalorier... Ud over det, I ser på billeder, spiste Kasper også resten af Charlottes portion.
Blowhole - Nu uden blow (without blow)
Derefter sight seeing på Oahu. Blow hole var lidt kedeligt. Der skete ligesom ingen ting.
Kailua Beach - Kasper forsøger at boogieboarde
Vandet var fantastisk (hvorfor kom I ikke med???), fuldstændigt blåt og klart, og Kasper syntes selv, at han fik mestret kunsten at boogie-boarded. Sjovt nok var der ingen andre, der så det.
Zippys
Igen; det skal man bare.
DAG 3
Så har mørket sænket sig over Oahu. Charlotte er ude at se på international marketplace og hente mad fra korean Barbeque. Endnu en dag er gået. Vi (især Charlotte) var meget tidligt oppe for at få noget ud af dagen. Charlotte starter endda med 1½ times løb. Jeg går i bad og rydder op imens. Derefter gik turen med The Bus (udtales DaBus) til China town. Det var en ret skræmmende oplevelse. Af en eller anden grund tænkte jeg på china town bløder med Jack Nicholson efterhånden som vi kom igennem de mange trange gange fyldt med kinesere. Lyder det skræmmende? Det var det og vi tog videre til Ala moana shopping center. Det er en af verdens største centre.
Her fik vi middag i en kæmpe arkade af forskellige restauranter. Inde i midten kunne man så sidde og spise. Der er plads til ca 500 gæster på en gang!
Vores middag var traditionel Hawaiiansk mad. Det var virkelig godt, men lå meget tungt. Vi tog hjem for at hente vores badetøj – denne gang med en åben bus. Virkelig for turister!
Så var det tid til at blive kølet ned – så af sted til Waikiki Beach. Vi investerede i en lyserød badering som var nærmest umulig at puste op. Man er vel gentleman – så efter at være på randen af besvimelse i 30 graders varme var kalorius kampklar efter 10 min hård kamp. Med lungerne ude af halsen kunne jeg konstatere at den var utæt og vi kom aldrig op på den.
Anyway – vandet er skønt og min farve nærmer sig bordeauxrød. Det kan da blive til noget!
Vi høres ved i morgen - på Hawaiis nationaldag - LEI DAY
Lei day starter på værelse 701 kl. 06.00. Efter Charlottes løbetur får vi morgenmad i silende regn! Avisen når næsten at blive våd…Herefter afgang til Kapeolani Park hvor man fejrer Lei day. Leis er de blomsterkranse man har om halsen og som man efter traditionen får af en man holder af. Første maj er ikke som i Danmark en lunken politisk dag, men en glad dag. Leis vil virke turistet på nogen, men for hawaianerne er det en kærkommen lejlighed til at komme ud, at mødes med mennesker man elsker og så lufte sine blomstrede kjoler.
Virkelig smukke kjoler – båret af alle aldre og størrelser.
 
Jeg var på forhånd lidt mellemfornøjet med Hawaiiansk musik, men ved friluftsscenen på lei day var det nærmest smukt. Der går et sus gennem mig da herren på vores højre side begynder at synge med på alohawaii. Det var ægte!
Vi fik endda set rock n' roll ala Hawaii!
Charlotte var helt tosset med denne blomsterkrans til hunde - jeg ved nu ikke hvad Molly siger?
Udsigten fra parken var nu heller ikke ganske ringe....
Nu vil vi have Leis, så vil tager til china town, hvor vi har set mange smukke leis dagen før. Jeg er stadig ikke vild med china town. Så hurtigt videre med frokost i ala moana og hjem efter badetøj og af sted til Waikiki Beach. Denne gang med en ny badering. Det går meget bedre og vi får svømmet meget. Det er simpelthen pragtfuldt.
Middag på et fashionabelt koreansk spisested. Ved hjælp af vores entertainment kort får vi 12$ rabat så regningen lyder på 25$ for 2 inkl. Drikkepenge og drikkevarer. Når man så ser på hvor svag dollarkursen er, er det virkelig ok. Vi slutter vores aften på red lion – sportsbar med drinks.
Onsdag er planlagt som forberedelse til bryllup. Altså Charlotte skal shoppe – Kasper ligge ved poolen.
Store shoppedag for Charlotte og store slappe af dag for Kasper. Fruen virker godt tilfreds med det indkøbte – så det er jo fino. Kaspers dag er afslapning ved poolen. Det vil sige bade – dase i solen –læse – høre musik på mp3 afspilleren. Vi slutter dagen i biffen. Next med Nocolas Cage kunne have været en god film. Ideen er ok, men den kan ikke leve op til det. Den behøves Madsen ikke booke til kino.
Vi har ikke så mange fotos fra denne dag, men her er et fra vores altan ned mod poolen.
Vi starter dagen med at Charlotte får ordnet negle. Efter en hurtig frokost går turen videre til The elks club for at spille bridge naturligvis. Mand for en udsigt der er fra spillelokalet.
Stemningen er ret god og de virker meget glade over at få besøg fra Danmark. Måske kan man godt spille i
denne klub - se bare udsigten fra deres terasse!
Charlottes kunsine – Leilani og mand Marc, er ankommet med deres lille dreng Luc. Både Leilani og Marc er filmproducere. De er ved at lave en film om en prinsesse fra Hawaii. Så de kender de RIGTIGE steder som turister ellers ikke ser. Vi får set en område som blev bygget af Englænderne i 1890 erne før den amerikanske invasion.
Kan man næsten ikke forestille sig Jack London komme gående – klædt i tropeuniform og med en gin og tonic i hånden?
 
Vi spiser på et virkelig in sted – for de lokale og da selskabet ved bordet ved siden af bliver for højrøstede må vi skifte bord. Som den mest naturlige ting får vi en undskyldning og en drink fra bordet – uopfordret - klasse!
Vi slutter dagen med drinks på altanen.
Leilani og Marc tager os med til North Shore – den legendariske kyststrækning for surfere. Lige denne dag er North Shore stille som andekæret i Rynkeby, så jeg tillader mig at tvivle på de andres beretninger om bølger som huse – altså højhuse. Vi starter ved Nuuaunu udsigtspunktet. Det var her på dette sted, at to hære mødtes og frem for at blive taget til fange sprang den ene hær ud over kanten.
 
 
Vi kører til North shore og spiser stegte rejer. Det er lækkert. Ejerens biler er totalt oversmurt med navnene på besøgende, så vi sætter lige vores klo også
På vej tilbage fra North shore stopper vi ved et galleri for at se på fotos af Hula dansen. Jeg fik ikke fotos fra galleriet, men fra selve pladsen.
Nu er Luc på 18 måneder blevet utålmodig af den lange køretur og så skal der svømmes!
Kailua beach. Turkis farvet vand. Krystalklart og dejlig varmt! Og Luc? Den dreng er aldeles frygtløs i bølgen blå!
   
Bryllupsdagen har været omhyggeligt planlagt siden sidste år og nu er dagen så kommet. Dagen starter med en tur til stranden. Dejligt at bade og mødes med Luc og Leilani på stranden. Hele byen er på den anden ende i dag. Både fordi det er ”prom night” for skoleeleverne, men også fordi en af Hawaiis mest folkekære sangere, Don Ho, skal begraves og man regner med titusinder vil være på gaden for at sige et sidste ALOHA til Don.
Da vi kommer hjem er Leis’ne ikke kommet og vi begynder at gøre klar. Heldigvis dukker Leis’ne op til tiden og jeg må gå to gange for at hente dem alle sammen. Efter en noget stresset omklædning er vi klar og mødes med bryllupsarrangøren Scott for at tage af sted til Mokapuu beach. Vi har fundet bryllupsarrangøren på nettet og det viser sig at vi har truffet et fantastisk valg. Scott har et lille hyggefirma – ”Tide the Knot” sammen med sin kæreste Mishael som ligeledes er fotograf. Både Scott (ejendomsmægler) og Mishael (efterretningtjenesten) har rigtige jobs ved siden af og arrangerer bryllupper ”for sjov” og skal derfor ikke tjene penge på os. Det kan mærkes hele dagen og det bliver en fantastisk dag.
 
Både Charlotte og jeg er spændte på vejen til stranden, men taler hyggeligt med Scott, som kører os. Vores gæster ved brylluppet er naturligvis Luc, Lelani og Marc.
Derudover Charlottes veninde Teresa, som er brudepige. Teresa har taget sin veninde, Ellen, med og det er hende som vi kan takke for de SMUKKE fotos.
 
Det hele kommer heldigvis til at foregå i den afslappede stemning vi har håbet på. Jeg synes billederne taler deres eget sprog og vi bliver begge meget berørt af stemningen og det hele. Nu skal man jo huske på at det er anden gang vi bliver gift, men det rammer ligeså stærkt som første gang. Charlotte er bare så smuk! Da jeg skal afgive mit løfte ser jeg ind i de smukke øjne og klarer kun med nød at næppe – ikke at bryde helt sammen i krampeglædegråd.
Derefter udveksler vi blomsterkranse, der er symbol på uendelig kærlighed.
 
Og champagnen skal åbnes. Vi udvælger Marc, der i kraft af sine franske rødder, bør være kvalificeret....
Faktisk er der kun to glas til os, men Marc har nogle ekstra i bilen (fik vi sagt, at han var fransk?), og vi er glade for, at alle får lidt champagne.
Så skal den sidste tiki-fakkel tændes. De to andre blev tændt af Teresa, men den sidste tænder vi sammen.
Til slut skal der jo lige skrives under, så alt er lovligt.
 
 
Vi klæder om på hotellet og tager af sted til en restaurant på Marcs anbefaling. Den ligger direkte på stranden og det bliver en mindeværdig middag. Jeg har aldrig smagt så god mad og selskabet er udsøgt.
 
  
 
Vi slutter aftenen med Champagne hos Leilani og Marc.
Det er dagen derpå den store dag. Charlotte tager ud at spise med Teresa og jeg daser derhjemme. Midt på dagen bliver jeg hentet af pigerne og vi kører til Punch Bowl. Nej, det har ikke som jeg troede noget med football at gøre, men er en kirkegård.
Det er et meget smukt fredfyldt sted. Der er skygge under de store smukke træer.
Charlotte har hjemmefra fortalt mig om traditionen med at tage ud og spise frokost på gravene. Så kan afdøde også lige få en bid med! Det ser vi dog ikke i dag, men der er en meget smuk udsigt fra stedet.
 
Vi går ud at spise på ”planet Hollywood”. Charlotte og Teresas gamle stamsted fra 1990’erne. Vi bliver aldeles forædte! På vejen hjem går vi forbi et museum for turisme. Det er faktisk interessant. Vi slutter dagen med drinks sammen med Teresa og hendes kæreste, Dave. Alle forlader snart Teresa.
Hendes mor er taget til Europa. Dave skal udstationeres nogle måneder på Guam og Charlotte og jeg tager snart af sted mod Veges, men det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på endnu.
Og hvis man så skulle at dagen i går var doven, gad så vide hvad i dag er? Vi har sovet på altanen, i vores nye sengetæppe som vi har fået af Teresa. Det skal vi så have med jorden rundt. Charlotte er begyndt at tale om at købe en kuffert mere!
Desuden har vi hængt ud ved poolen og taget fotos af de 2 buddhaer.
  
I aften skal vi til afskedsmiddag med Luc, Leilani og Marc, der skal tilbage til LA.
Forædt, forbrændt og forkølet
Desværre ingen fotos fra i dag. Vi tager til Magic island, som er kunstig strand midt i byen. Charlotte falder i søvn og Kasper læser. Desværre bliver vi begge ret røde af besøget. Vi spiser middag med Dave og Teresa. Konceptet er steg din egen middag. (Charlotte: Det viser sig nu, at jeg har giftet mig med en mand med den største grille-fobi i historien. Kasper gemmer sig i baggrunden med en stor øl, og kommer kun frem igen, da der skal spises.) Jeg kan ikke administrere tag selv bordet og foræder mig i stor stil. Derfor overskriften. Vi tager på ”cheesecakefactory” og de andre spiser en mega kage (beklager Charlotte). Jeg må stå over da jeg er ganske forædt. Vi aftaler bar-b-que hos Dave i aften, vor vi også skal besøge Aloha stadium.
Der bliver ingen bar-b-que. Dave kan ikke overskue at få gæster. Vi tilgiver ham nu nemt. Han arbejder hos navy seals'ne og har en lang arbejdsdag. Han skal snart være en måned i en ubåd; enting han ikke synes ret meget om. Vi har prøvet ubådslignende forhold (Air France) så vi forstår.
Nå men dagen starter med at Kasper hører superliga fra 7-9 via livestream på nettet. Charlotte bliver sendt på den daglige gå tur i pausen med mantraerne ”jeg hader Randers” og "RendOs", og det er derfor OB vinder 2-1!
Så er det afgang med bussen til Aloha Stadium. Det er her pro bowl bliver spillet hvert år. Jeg bliver noget overrasket, da det viser sig at stadion er lukket og at det er et marked hele vejen rundt om stadion. Nu er jeg jo ikke rejst halvvejs rundt om jorden for at se et lukket stadion – så jeg giver ikke op. Jeg går ind forbi et par adgang-forbudt-skilte og møder en gartner. Han indvilger i at lukke mig ind på stadion, ellers var han ikke sluppet af med mig! Mens han vasker hænder får jeg lige et foto af deres obligatoriske kalender med cheerleaders.
Nu får jeg lige 2 min til de obligatoriske fotos.
Han fortæller at grunden til det lukkede stadion er, at de er ved at vaske banen. Charlotte, der har kun set mig gå hurtigt forbi sammen med en eller anden mand, med et meget alvorligt udtryk, er lidt bekymret. Da hun derefter hører et højt ”klonk” frygter hun det værste. Men jeg er ikke smidt ud eller anholdt – jeg har været indenfor.
Så er det shoppingtid i de mange boder om stadion. Vi tager en shuttle tilbage. Vores farvede chauffør er iført 100 kg, en dyb stemme, blomstret kjole og sommerhat. Hun er desværre netop så imponerende, at jeg ikke tør tage et foto! Efter frokost skal jeg lige have en time på øjet.
Sådan går det tit når man spiser frokost uden for på Hawaii
Jeg har sovet forfærdeligt, efter at være blevet forbrændt på ryggen.
Om aftenen spiser vi afskedsmiddag med Dave og Teresa. Det er trist, men tid til at forlade paradis og rejse videre.
Lad mig i stedet forklare lidt om Hawaiiansk mentalitet. Min holdning hjemmefra var, at Hawaii er meget for turister og at Hawaii med kultur og mentalitet kun drejer sig om turisme. Det er imidlertid ikke sådan. Det drejer sig om turister. Men de har lært at leve med det og de er stolte af deres aloha kultur. Hawaii er på mange måder underlegne i forhold til fastlandet. Øerne har kun ca. 1 mill indbyggere og derfor kan de ikke være med i f. eks sport og musik. De har ikke noget hold i de bedste ligaer. Det gælder basketball, football og baseball, som er de store sportsgrene herovre. Ishockey er de underligt nok ikke begyndt på….
Men sport er STORT på Hawaii. De er mega stolte når UH (university Hawaii) får valgt spillere i draften og de dermed kommer til at spille i NFL. I år har været et særligt godt år, da to spillere blev valgt i anden runde også var de endda running backs!
Det har været forsidenyheder på Hawaii at NFL overvejer at flytte probowl væk fra Hawaii. Det er noget som ærgrer menigmand på Hawaii.
Musik er også et område hvor Hawaii bliver forbigået. Der er næsten ingen som gider turnere herovre. Det er både dyrt, fordi alt skal flyves ind, og publikum tager ikke bare lige til Hawaii for at høre en koncert.
Jeg vil dog lige dvæle lidt ved sporten igen. Maimi Dolphins har valgt 3 spillere fra Hawaii og yderligere en fra Samoa. Det er ikke tilfældigt. Disse spillere er håndplukket på grund af deres mentalitet. Familien og sammenholdet betyder alt for polynesere (Hawaii og Samoa). Det vil sige at du styrker teamspirit ved at vælge Hawaiis værdier. Det er da noget at være stolte af!
Hawaii er en gigantisk smeltedigel med hensyn til alle mulige hudfarver og kulturer. For mig at se kan Danmark lære meget heraf. Racisme findes slet ikke på samme måde. Vi blev udsat for det, da en kineser tog røven på os og gav os en gammel Lei fordi vi var hvide.
Jeg synes at Japan fylder for meget, men det lærer man at leve med.
Det er supertrist, men vi siger farvel til 2425 Kuhio ave, room 701. En del af mig bliver altid her. Det kan jeg sige med sikkerhed!
Lige et par sidste fotos af pakkeriet
og pinup mande kalenderen til borgerservice Langeskov.
Vi ses Las vegas
Leaving Las Vegas.
Vegas nåede aldrig de forventede højder. Alt er vanvittig stort i Vegas. Jeg var noget deprimeret over at måtte forlade Hawaii, så jeg var lidt nede i forvejen. Alt er vanvittig stort og usmageligt i Vegas. Vi blev mødt af "slots" allerede i ankomsthallen. Desuden af kvælende hede og varm vind fra ørkenen. 33 grader og en endnu varmere vind. Bellagio var heldigvis alt hvad der var lovet. Det ligner sig selv fra "Oceans eleven" bortset fra alle farer rundt i shorts.
Vores værelse er overdådig luksus
 
 
Udsigten fra værelset var direkte til "Caesers Palace"....
Vi begiver os afsted ned af "the strip" som er stedet hvor de kendte casinoer ligger:
 
Paris Paris og i baggrunden Monte Carlo
 
Excalibur Luxor
 
New York New York MGM Grand (der er 6 spor hver vej på "the strip")
Vi spiste på de sejeste restarenter. Buffeten på Bellagio er kolonorm. Der er ALT. Marc fortalte os at han godt kunne fortælle os at alt var enormt, men det var endnu større og mere vildt når det kom til stykket. Det var en god måde at sige det på.
 
Highroller transportation.... Hotelgangen på Bellagio. Vores værelse lå for enden
Charlotte tæller 160 skridt og 8 rengørringsvogne!
We had a visit from Charlottes friend Virginia, her mother, and her little charming daughter Krislyn. They live in Vegas, but they are moving back to Hawaii!
 
Sidste aften i Vegas var vi klædt på til narresteger. Vi spillede og vandt ikke - den aften. Vi tog hen på et andet casino - the Venecian - opkaldt efter Venedig.
Nedenstående foto er - tro det eller ej - taget på anden sal af The Venecian!
Vandet og gondolen er ægte - det er himlen dog ikke...
Charlotte konstaterer rammende, at man kunne redde et ulands økonomi med de penge det hotel har kostet. Penge som er tjent via andres ulykke, og selv om Bellagio er klasse har vi fået nok og vil videre til Charlottes tante og onkel i Californien. Vi skal dog lige have desserten med på værelset:
Og prisen (bragt ud kl. 01.30 - 20$ = 115 kr- på et vildt eksklusivt hotel)
Vi slutter med at tage røven på Vegas. Vi vinder $4 i lufthavnen. Her taler vi Dansk under en omresersavation af pladser. Damen bag skranken spørger: Are you Danish? Det viser sig at hun har Danske venner og endda har besøgt Aro (Ærø - tag den Erik F)
Det bliver en mindeværdig flyvetur til Oakland. Besætningen har bestemt sig for sjov... Kaptajnen slår gækken løs med det indledende spørgsmål: Does anybody have food? - we haven't had lunch. Unnder sikkerheds gennemgangen forklarer de, at skulle de noget usandsynlige ske - at vi nødlander i vand mellem Las Vegas og Oakland(det meste af tiden er det over ørken og bjerge) kan vi bruge vores sæde som sikkerhedsvest - eller tage sædet med som souvenir.
Vi bliver mødt at Charlottes moster Helen med Dannebrogsflag i lufthavnen. Skønt. Vi kører en times tid langt ud på landet. Jeg har aldrig været så langt ude på landet. Derefter kører vi 30 min endnu længere ud på landet. Så er vi fremme i Guinda. Her bliver vi mødt af Charlottes onkel Richard og familiens 2 labradorhunde. Sport og Ally.
 
Belgiske chokolader på puden Ally med Kasper
Vi skriver mere i morgen fra vores andet paradis - efter Hawaii.
Nu har vi været hos Helen og Richard i 3 dage og det var lige hvad vi trængte til. Tempoet er kommet helt ned. Dette foto illustrerer meget godt hvordan jeg har det lige nu - ren nydelse!
Helen og Richard har virkelig gjort noget ud af at vi er kommet. Vi har simpelthen vores egen afdeling af huset - med denne udsigt fra vores seng:
Pool i forgrunden og bjerge i baggrunden. Vi havde spøgt med at "chez Campen" ville være mere eksklusivt end Bellagio. Det viste sig at være sandt for mit vedkomne. Jeg elsker det her.
Se nu bare dagen i dag
0600-0900 FCK-OB 1-2 (ålålålå) hørt via webradio
0900-1300 rævesove og gasse sig
1300-1400 brunch
1400-1730 hygge i poolen
1730-1900 drinks - snacks - lave mad
1900 Udsøgt middag fra Richards Bar-b-que
2000 læse og hente Charlotte som er faret vild på gåturen
Måske er jeg tosset - men jeg kan ikke forlange mere!
Her følger fotos fra poolside
 
 
Ally og Sport er vandhunde poter/fødder køles ved vandet
Sport nyder Solen
Fredag eftermiddag går turen til San Francisco. Richard har forberedt Margharitas til os til turen. Selv er han guide på turen. Han boede i byen fra 1965-72. Først tager vi turen på Golden gate.
Der er en god historie om Golden Gate og Charlottes første besøg her. Hun ankommer til lufthavnen, hvor hun bliver hentet af Tante Hellen. Hun glæder sig HELT vildt til at se Golden Gate. Det kommer de også til. Der er nemlig aldeles trafikprop. De sidder i 5 timer på Golden Gate og får set den både med sol, solnedgang og med lys på om natten.
 
Vejret kan være lunefuldt i San Francisco, men vi var heldige....
Vi kører afsted til toppen af byen og får et godt kig på byen. På denne strand var der vildt gang i den i slutningen af 60erne. Nærmere detaljer er strøget af censuren...
Så går turen mod Lombard Street. Jeg er rædselslagen over de ekstremt skrå gader! Se bare:
 
 
Disse fotos viser ikke tilnærmmelsesvis, hvor vildt det var. Skræmmende, men fedt og suuuug i maven!
Vi ser også lige havnen og fishermans warff.
Nu har jeg fået spænding nok lige nu og er blevet sultne. Så afsted til et lille sted som Richard første gang besøgte for over 40 år siden - og ja de fik en fiskeret
Hellen og Richard
I dag har Charlottes kusine, Anette været på besøg. Vi var på casino - ikke for at spille, men spise.
Casinoet er egnens attraktion. Det er bygget af indianerne og det har de haft held med. Det er en ganske lille stamme, men de er blevet meget velhavende. Se solnedgangen set fra casinoet:
 
Kusine Anette var ikke meget for at få taget sit foto, men det lykkedes på ved mod bilen
Mens vi er på ferie, kan I maile til os på CogK@hawaii.com.
Når vi får tid, vil vi føre dagbog her.
|
